Nyhedsbrev april 2011

Onsdag d. 30. marts kl. 14.00 – TV-optagelse af fortræning til TV2 Øst-løbet

Du kan stadig nå at være med. Udgangspunktet er Folkedanserhuset, Østre Alle 101.

Torsdag d. 31. marts kl. 19.00 – Kost og ernæring i forbindelse med løb v/ Camilla Spagner
I slutningen af marts har vi den sidste klubaften i denne vintersæson. Kost og ernæring har været et meget efterspurgt emne fra vores medlemmer. Vi har fået kontakt til en virkelig ekspert.

Camilla Spagner er cand.scient. i human ernæring. Og samtidig er hun en glimrende løber, og fast skribent på flere løbemagasiner og en efterspurgt foredragsholder. Læs mere på http://www.spagner.dk/om-mig. Som sædvanligt afholdes arrangementet i klubhuset Kirkevej 19 i Idestrup.

 

Mandag d. 4. april kl. 18.00 på Cementen – Så starter vores løbeprojekt igen

Efter et velbesøgt introduktionsmøde d. 21. marts på Lindeskovskolen med omkring 80 deltagere + ”os selv”, så er vi klar til at starte dette års løbeprojekt op. Ligesom tidligere bliver der 6 hold - måske 7 med et gå-hold – med tilknyttede trænere.

Husk at du som medlem af klubben frit kan deltage i denne mandagstræning, og du skal altså ikke melde dig særskilt til løbeprojektet, For en god ordens skyld skal jeg dog nævne, at du naturligvis ikke får den T-shirt, som er noget af det, som deltagerne betaler for via deres deltagergebyr (hvis der er nuværende medlemmer, der ønsker at købe T-shirten, så finder vi nok en pris på det) Så NU er foråret kommet – pr. definition.

 

Træning i Idestrup – nu torsdage kl. 18.30

I forbindelse med at vi er gået over til sommertid, så er træningen i Idestrup flyttet fra lørdage til nu torsdag aften.

 

Tryk af klublogo på løbetøj

Som bekendt kan vi gratis få tryk klublogo på nyt løbetøj købt i Sportmaster i Nykøbing. Nu har vi etableret en supplerende mulighed for at få trykt klublogo på ALT løbetøj – uanset hvor det er købt, og uanset om det er nyt eller gammelt. Vi har nemlig lavet en aftale med PVM Reklame, som kan udføre opgaven – men naturligvis mod betaling. Klubben har betalt for mærkerne, der varmes på tøjet, mens man selv skal betale påføringen. Prisen er 40 kr. pr. tryk, 30 kr. pr. tryk ved 2 stk. og yderligere lavere, hvis man har endnu flere stykker tøj til trykning samtidig. Man skal selv bringe og hente tøjet til PVM Reklame, Systofte Bygade 44, Systofte, Nykøbing F. Hvis man ringer på forhånd tlf. 54 85 65 90 (mellem kl. 8 og 14) og aftaler med Jeanette Christensen, så kan hun have varmet maskinen op og påfører trykket, mens man venter.

 

Streamers

Ved hjælp af vores medlem Preben Topp har vi fået lavet nogle små fikse streamers, som man kan sætte på sin bil eller andre iøjnefaldende steder. De udleveres gratis i forbindelse med træningen mandag fra ’Cementen’.

 

Ny model for DAF-licens

Tidligere har medlemmer, der ønskede at deltage i officielle konkurrencer under Dansk Atletik-Forbund skulle løse individuel licens, foruden at klubben skulle have en licens. Det er der nu lavet om på, så det kun er klubben, der skal have en licens. Alle medlemmer kan altså deltage i sådanne konkurrencer (men naturligvis iført reglementeret klubdragt – hvid trøje med logo og blå

bukser).

Og DAF indbyder til Østmesterskaber for veteraner (jeg tror, at vi kun har behov for at nævne arrangementer for veteraner) d. 25. juni i Holbæk. Eventuelle spørgsmål til Mikael Henriksen – se kontaktoplysninger nedenfor.