Nyhedsbrev april 2017

 

 

Løbeskolen er startet

Efter at afvikling af introduktionsmødet for løbeskolen foregik en kold, regnfuld aften, startede vi bare en uge senere årets løbeskole i strålende solskin. Mere end 130 mødte op den første aften på Cementen. Velkommen til nye medlemmer. Vi satser på, at vi får 13 gode uger i løbeskolen før sommerferien, og yderligere 9 uger efter sommerferien. Som et forsøg valgte vi kort før start også at tilbyde powerwalking, og det ser ud til, at der er en fornuftig interesse for det. Hold 1 deles derfor op i et powerwalk-hold og et løbehold. Trænere og træningsprogrammer for de forskellige hold kan ses på klubbens hjemmeside.

 

 

Nu kan du igen købe klubtøj – ny og nem aftale

Guldborgsundløberne har indgået en aftale med Intersport på Lilletorv (i den tidligere Fona-forretning) om salg af klubtøj. Vi har valgt en meget lækker kvalitet af mærket Fusion. Tøj – og i øvrigt også løbesko – fås med 20 % rabat (gælder ikke nedsatte varer). Som noget nyt ligger der nu i forretningen et mindre lager af tøj (jakker og kortærmede T-shirts), der allerede på forhånd er trykt med klubbens logo. Du kan altså gå op i forretningen og købe tøjet med hjem straks med logoet på. Du betaler direkte i forretningen. Klubpris for jakken er 560 kr., kortærmet T-shirt 240 kr., langærmet T-shirt 330 kr. Køber du 3 stk. tøj øges rabatten fra 20 til 25 %. Du nævner blot, at du kommer fra Guldborgsundløberne.

 

Sydhavs_0000_Lag 29

 

Sydhavsstafetten nomineret til sundhedspris – hjælp med at stemme den hjem

Sydhavsstafetten (som Guldborgsundløberne jo har en betydelig aktie i) er nomineret til Region Sjællands Sundhedspris. Sydhavsstafetten er indstillet, fordi den kan trække langt over tusind mennesker til en aften med glæde og mental sundhed. Den pris på 30.000 kr. skal vi da være med til vinde !!! Det hele afgøres ved en afstemning over Facebook. Selve afstemningsproceduren er imidlertid ikke helt nem. Her er opskriften:

1.      Gå på Facebook og søg på ”Sundhedsprisen”

2.      Inde på ”Sundhedsprisen” ruller du laaaangt - meget langt - ned til du ser ”Sydhavsstafetten” som nomineret

3.      Marker ”Synes godt om” under billedet med løbe-benene. Se billede i slutningen af dette nyhedsbrev.

Vi opfordrer alle til at stemme på Sydhavsstafetten. Del meget gerne denne opfordring.

 

140X113_1 (11)

 

Solopgangsløb mandag d. 5. juni (2. pinsedag) kl. 06 på Marielyst Strand

Sidste år løb vi for første gang solen op 2. pinsedag med efterfølgende yoga på stranden og morgenmad. Det var rasende hyggeligt. Den succes gentager vi i år, og igen i år med Christel Sørensen som arrangør og Line Nyborg som yogalærer. Der vil være løbeture på henholdsvis 4 og 8 km. Se mere på den vedhæftede indbydelse, hvor du også kan læse om tilmeldingen til arrangementet. 

 

Løbesskydning

 

Biathlon (løb og skydning) søndag d. 28. maj

I lighed med sidste år afholdes igen i samarbejde med Nykøbing F. Skytteklub et biathlonløb, dvs. kombineret løb og skydning. Det afvikles søndag d. 28. maj i tidsrummet kl. 9.00-14.00. Der vil blive mulighed for at prøveskyde 2 gange inden stævnet som det også var tilfældet sidste år.  Nærmere indbydelse følger.

 

140X113_1 (1)

 

Kommende løb

Arrangementerne ligger tæt i starten af juni. Guldborgsundløberne afvikler igen i år sammen med Svømmeklubben Syd halvmarathonløbet, Sydstensløbet, der går igennem smuk natur fra Sydstenen ved Gedser til Marielyst. Det er søndag d. 11. juni. Læs mere om løbet på dets egen hjemmeside, www.sydstensløbet.dk.

To dage senere, tirsdag d. 13. juni, afholdes årets helt store løbe-event, Sydhavsstafetten, hvor omkring 1800 glade løbere sætter hinanden stævne til et stafetløb. Læs mere på løbets hjemmeside, www.sydhavsstafetten.dk.

Vores kolleger i Horrebyløberne afholder allerede d. 9. april Falster Golfklub løbet 2017. Information og tilmelding via www.nøg.dk. Se vedhæftede indbydelse.

 

140X113_løbekalender

 

Kalender

Søndag d. 28. maj – Biathlon (løb og skydning), indbydelse følger

Mandag d. 5. juni (2. Pinsedag) – Solopgangsløb på Marielyst Strand

Søndag d. 11. juni – Sydstensløbet, se www.sydstensløbet.dk

Tirsdag d. 13. juni – Sydhavsstafetten, se www.sydhavsstafetten.dk

Lørdag d. 2.sept. – Sensommerfest, nærmere følger men reserver datoen

Søndag d. 24. sept. - Margueritteløbet