Nyhedsbrev juli 2011

Vi er nu for alvor inde i ferietiden. Vores aktiviteter mandag, onsdag og torsdag fortsætter fuldstændigt uændrede heraf og uden feriestop. Den eneste undtagelse vil være mandag d. 1. august, hvor Guldborgsundløberne i samarbejde med Radio Sydhavsøerne afholder vores Festugeløb, og her vil den normale mandagstræning være aflyst. Og lige et godt råd i forbindelse med ferien – tag løbeskoene med på ferie. Det er både sjovt at udforske nye omgivelser pr. løbeben, og samtidig undgår man at komme for langt bagud i forhold til de andre løbere, som man normalt følges med.

 

Idestrupløbet vel gennemført

2. Pinsedag afholdt vi traditionen tro vores Idestrupløb. Med 226 deltagere blev der sat ny deltagerrekord. Arrangørerne havde på forhånd ”lovet” ca. 19 grader og let sol, og det kom til at passe. Jeg tror, at alle havde en hyggelig dag. Resultatlisten kan ses på vores hjemmeside, www.guldborgsundloeberne.dk. Ligeledes traditionen tro, havde en række handlende skænket en del præmier, som der blev trukket lod om blandt alle deltagere, og Elgiganten havde skænket alle 1. præmier samt kildevand.

 

Kan det virkelig passe?

 - at tidtagerne måtte over på 2. reserve-ur til Idestrupløbet? Ja, først blev der problemer med det specielle ur med den tilhørende printer. Senere med det store digital-ur. Men heldigvis havde tidtagerne endnu en gardering i baghånden form af et ganske almindeligt stopur, og med det lykkedes det at samle alle tider op. Og selv om mange løbere går HØJT op i tider, så har ingen beklaget sig over forkerte tider, så det ser ud til at missionen lykkedes med ganske primitive hjælpemidler.

- at man kan vinde en identisk lodtrækningspræmie 2 år i træk? Vort medlem Lennart Damsbo-Andersen kom og tilbageleverede sin lodtrækningspræmie – et brandtæppe skænket af Falck. Ikke fordi han var utilfreds med præmien, men fordi han også sidste havde vundet et identisk brandtæppe. Sandsynligheden for at det sker, er med det aktuelle deltagerantal de 2 år ca. 1 til 42.000.

 

Festugeløbet 1. august kl. 18 – hjælpere søges

Mandag i Nykøbing F. Festuge afholder vi vores Festugeløb på en 2 kilometer lang rundstrækning gennem byens gader. Runden kan løbes enten 1 eller 3 gange. Med de distancer er der også mulighed for at gøre løbet til en familiebegivenhed. Indbydelse til løbet fremsendes senere, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

For at løberne kan komme sikkert rundt på gaderne, har vi brug for en masse vejvisere. Så er du klar til at give en hånd med, eller kender nogen som gerne vil, så kontakt Gerd Nielsen eller Thomas Urfeldt på henholdsvis gerdnielsen@mail.dkeller thomas@urfeldt.com

 

Klub 100 Marathon Danmark

Vort ”vildeste” medlem, Jørgen Steen Nielsen, rundede søndag d. 5. juni det magiske tal – 100 marathons. Han blev dermed det første medlem fra Guldborgsundløberne - og også den første person på Lolland-Falster - der blev medlem af den meget lille eksklusive klub.  Jørgen er med i et ”slæng” af ”gale” løbere, som drager land og rige rundt og deltager i ofte små, specielle marathons efter cannonball-princippet (= maratonløbets svar på dogmefilmene). I den forbindelse har Jørgen, som tidligere berettet, ombygget sin Mitsubishi Colt til en ”autocamper” med soveplads (hvordan det så end kan lade sig gøre i en bil af den størrelse). Det kan man læse om på http://www.ultraslow.dk/ultra10.html. Jørgen nåede milepælen efter at have løbet Kalkminemarathon torsdag d. 2. juni, Langeland Cannonball Marathon dagen efter og Skodsborg Marathon yderligere 2 dage senere. Og så har han for øvrigt siden fulgt op med 3 marathons på samme dag, Allermöher Triple i Hamborg, med starter kl. 05, kl. 11 og kl. 17. Udover de nu godt 100 marathons har Jørgen for resten også en snes ultraløb, altså løb længere end marathondistancen, på CV’et. Jeg synes ikke, at min indledende bemærkning om den ”vilde” løber er fejlagtig. Men jeg ønsker gerne et stort til lykke med det runde resultat alligevel.

 

Faste træningstider

Mandage kl. 18Cementen i Nykøbing – fælles opvarmning og løb på 6 forskellige hold med trænere på alle hold.

Onsdage kl. 18 Hamborgskovvej – fælles opvarmning og derefter løb i Hamborgskoven på 5 eller 10-kilometerruten (se http://www.guldborgsundloeberne.dk/?pageid=37) – man finder selv sammen i passende grupper

Torsdage kl. 18fra B1939 i Idestrup – man finder selv sammen i smågrupper – mulighed for bad bagefter og te.

 

Ny hjemmeside på vej

Vort medlem Allan Kørup har arbejdet på at lave en ny og mere overskuelig og vedligeholdelsesvenlig udgave af vores hjemmeside. Den glæder vi os til at præsentere indenfor kort tid.