Nyhedsbrev maj 2011

Velkommen til 207 nye modtagere

Deltagerantallet i årets ”løbeskole” – Løb med Guldborgsundløberne – har på alle måder overgået alle de mest vilde forventninger. Ikke færre end 207 personer har meldt sig som deltagere.

I skal være rigtig hjerteligt velkomme, alle sammen!!

Den store deltagelse har bl.a. betydet, at vi har købt et højtaleranlæg, så vi bedre kan råbe de mange personer op, når der skal gives beskeder eller varmes op på ”Cementen”. Og naturligvis er de enkelte hold store, især hold 1, 2 og 3. I det halve år, som løbeskolen varer, får alle deltagere også tilsendt Guldborgsundløbernes månedlige nyhedsbrev, og dette er altså det første.

Trøjer
Alle deltagere i løbeskolen får en trøje. Herudover er der en del af klubbens nuværende medlemmer, der også har bestilt en trøje mod betaling. Alt i alt afgav vi en bestilling på hele 278 trøjer, og det store antal betyder desværre, at der bliver lidt ventetid. Vi sender besked ud, når trøjerne er leveret.

Idestrupløbet – mandag d. 13. juni kl. 10 (2. pinsedag) – og igen med kagemand
Igen i år afholder vi vores traditionsrige Idestrupløb 2.pinsedag. Det er et motionsløb i ordets bedste betydning, og med distancer på 5,0 og 9,7 km. Sidste år prøvede vi som en nyskabelse at servere et stykke kagemand efter løbet, og det blev der taget så vel imod, at dette bliver gentaget i år. Vi vedhæfter indbydelsen til løbet, og vil opfordre medlemmerne til at dele den ud forskellige steder. Tilmelding kan ske på klubbens hjemmeside, www.guldborgsundloeberne.dk eller i Sportmaster, Nykøbing F.

Deltagerrekorden er 221 – lad os slå den i år!!

Kommende løb

  • 1. august Festugeløbet – distancer på 2 og 6 km.
  • 11. september Hamborgskovløbet – distancer på 5 og 10 km
  • 16. oktober Guldborgsundløbet – distancer på 5 og 10 km

World Marathon Majors
Et af vores seje, ”gamle” medlemmer, Tom Mogensen, er kommet på den meget lille og eksklusive liste af danske løbere, som har gennemført de 5 største marathonløb, de såkaldte World Marathon Majors, bestående af Berlin, London, New York, Boston og Chicago Marathons. Det skete d. 16. april, da Tom gennemførte Boston Marathon – løbet med den berygtede Heart Break Hill, som man møder efter 34 km – og Tom gennemførte på 5:10:16.

Startnummer til salg – Lillebælt Halvmarathon 7. maj
Henvendelse anette@schultz.dk