Nyhedsbrev november 2012

Generalforsamling tirsdag d. 6. nov. i klubhuset (B1938 i Idestrup)

Husk årets generalforsamling tirsdag d. 6. november. Indbydelse er tidligere udsendt. Generalforsamlingen vil være ekstra interessant i år, fordi det skal drøftes om klubben skal etablere sig som en selvstændig klub. Mød op og hør om baggrunden for forslaget, og giv din mening til kende.

 

Løb i naturen lørdag d. 17. nov. Kl. 13.30

”Løb i naturen” er tænkt som en mulighed for at komme ud at løbe nogle nye steder, m en stadig sammen med andre. En gang om måneden i vinterperioden arrangerer medlemmer i klubben en omgang ”Løb i naturen”. Første gang bliver lørdag d. 17.november, hvor vi løber ved Borremosen. Der vil være 2 ruter – en på 5 km og en på 11 km. Tag selv te/kaffe med, og så vil der være kage bagefter. Mødested: P-pladsen på hjørnet af Fjellebrovej og Hannenovej.

 

Crossløb 2012/2013

DGI indbyder til en løbeserie bestående af 4 crossløb. De 4 løb afvikles

  • Søndag d. 11. november i Mogenstrup
  • Søndag d. 9. december på Møn
  • Søndag d. 13. januar 2013 i Maribo
  • Lørdag d. 9. februar i Vintersbølle

Der gives point for alle 4 løb og kåres vindere for den samlede løbeserie i forskellige aldersklasser. Se mere på http://www.dgi.dk/Forening/Storstroemmen/nyheder/Crossl%c3%b8b_2012-13_-_for_alle!_[a35940].aspx

 

Refleksvest og lys

Vi er nu henne i den mørke tid. Derfor er det rigtig vigtigt som løber at kunne blive set af andre trafikanter. Vi vil meget kraftigt opfordre til, at man løber med en gul refleksvest og en eller anden form for lys, når man færdes i mørke på veje eller cykelstier.

 

Vi anbefaler at købe en rigtig løbevest i gul farve og med reflekser, frem for at benytte de billige trafikveste. Med hensyn til lygter er det vores erfaring, at de blinkende diodearmbånd ofte koster mere i sportsforretningerne, end man kan få dem for andre steder. Skal man ud på de rigtig mørke landeveje uden gadelys, vil vi anbefale en pandelampe. De moderne typer med dioder er blevet meget lette og giver et fremragende lys, som man sagtens kan se ved.

 

Kurser, events m.v.

DGI afvikler specielt her i vinterperioden en lang række kurser, arrangementer mv. Se på DGI’s hjemmeside og på www.vorespuls.dk. Hovedreglen er, at såfremt der er tale om kurser for trænere – og under forudsætning af at man er indstillet på at fungere som træner – så betaler klubben for deltagelse. Aftal det med formanden, inden du melder dig til. Andre kurser og arrangementer, som man primært deltager i for egen interesses skyld, dem betaler man selv (og de er som regel ikke ret dyre), og dem kan man uden videre melde sig til uden at spørge andre.

 

Motionsslangen udvides

Naturstyrelsen har fundet penge til dels at istandsætte den eksisterende Motionsslange rundt om Nykøbing, dels at udvide den. Den nye samlede Motionsslange får en ny lang nordlig sløjfe ud gennem Hannenovskoven og bliver derved 42,2 km lang. Arbejdet er allerede gået i gang, forstået således at der er indkøbt nye skilte, pæle mv. Det vil blive sat op hen gennem vinteren, dels af kommunens folk, og dels af Dansk Cyklist Forbund. Og jeg har stillet i udsigt, at vi indvier den nye Motionsslange med et marathon, 1/2-marathon og stafet-marathon, sandsynligvis søndag d. 5. maj. Noter allerede nu datoen.