Nyhedsbrev oktobet 2016

250px-Carbide_lamp_lit[1]

Den mørke tid er på vej

Det er en rigtig, rigtig god ide at have lys på, når man løber i mørke.  Både for at blive set og for at se selv. Handler det om at blive set, anbefaler klubben på det kraftigste, at man anskaffer sig reflekser (f.eks. en refleksvest) og armbånd med diodelygter. Diodearmbåndene kan købes i mange større supermarkeder, og de er her typisk meget billigere end i sportsforretningerne. Løber man på steder, hvor man ikke kan se, er der mange gode pandelamper på markedet. I øvrigt er vi ”berømte” i Nykøbing og omegn, som ”dem med de gule veste”.

Løb i naturen – næste gang søndag d. 16. okt. kl. 10.00

Ideen med ’Løb i naturen’ er at komme ud at løbe nogle andre steder end ”de sædvanlige”. En gang om måneden inviterer en lille arbejdsgruppe alle medlemmer på en løbetur et ”nyt sted”. Der er typisk 2 ruter på omkring 5 og 10 km. Næste gang afvikles turene omkring Nysted. Nærmere om det konkrete mødested følger.

Styrke-/core-træning for løbere torsdage kl. 17.30 – start 6. oktober

Som noget nyt vil klubben i år tilbyde styrketræning med specielt fokus på Core-træning målrettet løbere. Core-træning er typisk træning af mavemuskulaturen og de store muskler i ryggen (stabiliseringsmusklerne). Populært træner vi vores muskler så vi får en rank og stærk kropsholdning og ikke ”falder sammen”, når vi løber. Det har stor indflydelse på løbeøkonomien. Eksempler på øvelser er Planke, Sideplanke, Rygplanke, Mavebøjninger og Rygstrækninger. Vi har booket Nordbyskolens Gymnastiksal torsdage 17:30-19:00. Første gang er 6. oktober og sidste gang er 27. april. Vi får besøg af professionelle fysioterapeuter de første torsdage hver måned, og herudover er koordinerende træner John Andersson.

Nyhedsbrev2016_marts (3)

Løbeskolen slutter – men vi løber fortsat

Den egentlige løbeskole slutter for denne gang i uge 41. Sidste gang er altså mandag d. 10. oktober. Men der er fortsat løb fra Cementen hver mandag kl. 18 hele vinteren igennem – nu blot som ”Fællesløb”.

Hamborgskovloebet-small

Hamborgskovløbet søndag d. 30. okt. kl. 11

Det er lykkedes at få rådighed over Hamborgskoven denne søndag. Her afvikles det traditionsrige Hamborgskovløbet med distancer på ca. 5 og ca. 10 km. Det er 41. gang, at dette løb afvikles.  Særskilt indbydelse er vedhæftet dette nyhedsbrev. Spred den gerne blandt familie, venner og bekendte.

 

Billedresultat for Claus Hechmann løb som eliten

Indbydelse til løb og foredrag med Claus Hechmann onsdag d. 26. okt.

Fra Næsgård Efterskole har vi modtaget en indbydelse til en interessant aften med den kendte løbetræner, Claus Hechmann. Arrangementet er gratis for medlemmer af Guldborgsundløberne. Claus Hechmanns bog ’Løb som eliten’ har fungeret som ’bibel’ for især hold 5.  Principperne er absolut ikke kun for eliten - de kan bruges af alle, lige fra ny-løberen til eliten. Foredraget er utroligt motiverende, og man vil efterfølgende glæde sig endnu mere til at komme i gang med nye løbemål. Undervejs vil skolen være vært med kaffe/te og den berømte Næsgaard Cookie. Inden foredraget er der mulighed for en fælles løbetur. Se særskilt indbydelse vedhæftet dette nyhedsbrev

 

Foredragsaften 15. november kl. 19 – Løb i Amazonas

Kristina Skov Madsen kommer på besøg og fortæller om løbet ’Jungle Ultra’ og viser billeder. Hun skriver selv: ”Jeg fortæller om mine forberedelser til et af verdens hårdeste etapeløb gennem Amazonas Jungle. 230 selvforsynende km fordelt over 5 dage i et fjendtligt miljø og ekstremt udfordrende terræn. Hør om mine mentale taktikker, min motivation, den fysiske udfordring og selve gennemførelsen af Jungle Ultra med flotte billeder og videoer fra løbet.” Nærmere indbydelse følger, men reserver datoen.

 

Kalender

Tors d. 6. okt. Opstart af styrketræning for løbere

Søn. d. 16. okt. Løb i naturen

Ons. d. 26. okt. Løb og foredragsaften med Claus Hechmann

Søn. d. 30. okt. Hamborgskovløbet

Lør. d. 12.nov. Løb i naturen

Tirs. d. 15. nov. Foredragsaften ”Løb i Amazonas” (Jungle Ultra)

Lør. d. 17. dec. Løb i naturen

Lør. d. 4. feb. Generalforsamling med efterfølgende spisning