Vedtægter

 

§ 1- Navn og hjemsted

Foreningens navn er Guldborgsundløberne.

Foreningens hjemsted er Guldborgsund Kommune.

Foreningen er medlem af Dansk Idræts-Forbund (DIF) og Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI).

§ 2 - Formål

Foreningens formål er at drive løbeaktiviteter af enhver art, herunder motionsløb og konkurrenceløb, samt andre idrætslige aktiviteter, som er beslægtede med løb.

§ 3 - Medlemmer

Som medlemmer optages alle som har lyst til at udøve de aktiviteter, som dyrkes i foreningen. For ikke-myndige medlemmer gælder dog, at aktiviteterne dyrkes under ansvar fra den, som har forældremyndigheden.

Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket ved henvendelse til foreningens formand eller kasserer. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.

I forbindelse med indmeldelse oplyser medlemmet en e-mail adresse, hvortil skriftligt materiale fra foreningen kan sendes. Medlemmet er selv ansvarlig for at ajourføre oplysninger om e-mailadresser samt at sikre, at e-mail-boksen er tilgængelig, og et medlem, som har forsømt dette kan, ikke påberåbe sig manglende tilsendelse af materialer fra klubben, f.eks. indkaldelse til generalforsamling.

Udmeldelse kan ske ved at rette henvendelse herom til formand eller kasserer. Udmeldelsen er gældende straks fra henvendelsen, men allerede indbetalt kontingent refunderes ikke.

§ 4 - Kontingent

Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent.

Kontingentet - gældende for perioden 1. april til 31. marts - opkræves 1 gang årligt i april måned.

Ved indmeldelse efter 1. oktober betales halvt kontingent. Ved indmeldelse efter 1. februar betales kvart kontingent.

Såfremt der på grund af manglende indbetaling af kontingent må rykkes, betales et af generalforsamlingen fastsat rykkergebyr.

 

§ 5 - Foreningens ledelse

Foreningens bestyrelse varetager den daglige udførelse af de organisatoriske opgaver, f.eks. medlemsregistrering, kontingentopkrævning, information og kontakt til myndigheder.

Alle medlemmer er ligeværdigt ansvarlige for gennemførelse af foreningens idrætslige og andre praktiske aktiviteter, f.eks. afholdelse af løbeaktiviteter, arrangement af ture eller sammenkomster.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

§ 6 - Bestyrelsen

Bestyrelsen udgøres af 5 – 7 medlemmer. Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer, sekretær samt 1-3 bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen udpeges af generalforsamlingen. Hvert medlem af bestyrelsen vælges for en 2-årig periode. Valget tilrettelægges, således halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne, eller det nærmeste hele antal i forhold hertil, er på valg hvert år.

Efter valget konstituerer bestyrelsen sig selv.

Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Herudover fastsætter bestyrelsen selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg eller arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Bestyrelsen indkaldes til møde, når formanden skønner det nødvendigt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske herom. Indkaldelse sker med mindst 1 uges varsel.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsens medlemmer er mødt. Afgørelser træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.

Ved generalforsamlingen vælges 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmerne. Suppleanter vælges for 1 år ad gangen.

Ved et bestyrelsesmedlems varige forfald indkaldes en suppleant for medlemmet.

§ 7 - Regnskab og revision

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Foreningens regnskab føres af kassereren.

Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.

§ 8 - Tegning og hæftelser

Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst 1 yderligere bestyrelsesmedlem. Ved optagelse af lån, køb eller salg af fast ejendom eller pantsætninger heraf tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer, herunder bestyrelsen, nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 9 - Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt i februar måned. Generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel ved besked til alle medlemmer eller ved annoncering i almindeligt udbredte medier.

Møde- og stemmeberettigede ved generalforsamlingen er alle medlemmer, som ikke er i kontingentrestance. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning
  3. Aflæggelse af regnskab
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Fastsættelse af kontingent og rykkergebyr
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  7. Valg af 2 suppleanter
  8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
  9. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. For forslag om vedtægtsændringer gælder dog, at de skal være formanden i hænde senest 2 måneder før udgangen af den måned, hvori den ordinære generalforsamling skal afholdes.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten kan i tilfælde, hvor disse vedtægter ikke giver udtømmende regler for gennemførelse af afstemninger, fastsætte retningslinjerne for afstemningens gennemførelse.

Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved almindeligt flertal blandt de fremmødte. Vedtægtsændringer skal dog træffes med 2/3 flertal blandt de fremmødte. Ved personvalg, hvor der er opstillet flere personer end der er poster, vælges de opstillede i den rækkefølge, hvori de har opnået stemmer.

Afstemninger sker normalt ved håndsoprækning. Dirigenten eller et flertal blandt de fremmødte kan dog beslutte, at en afstemning skal foretages skriftligt.

§ 10 - Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når mindst 1/4 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det overfor formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.

Indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling skal ske med anførelse af dagsorden og med mindst 2 ugers varsel.

En ekstraordinær generalforsamling afvikles i øvrigt efter de generelle retningslinjer, som gælder for afvikling af ordinær generalforsamling

§ 11 - Opløsning

Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Ved opløsning tilfalder foreningens aktiver et eller flere almennyttige formål efter den opløsende generalforsamlings beslutning.

 

 

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling for Guldborgsundløberne d. 19. januar 2013

 

 

Thomas Urfeldt

Dirigent